BEVARING ER I FORANDRING, kommentar til Koolhaas’ CHRONOCAOS

Af Lise Birgens Kristensen, 9. semester – Institut for Arkitektonisk Kulturarv – Arkitektskolen Aarhus

”Det er muligt at vi kan blive de første til at opleve, at bevaring ikke længere vil være retro-aktiv [tilbageskuende], men i stedet være pro-aktiv [fremadrettet]”. (…) Vi har bygget så meget middelmådigt, at det bogstaveligt talt truer vores liv. Derfor bliver vi før eller siden nødt til på forhånd at beslutte, hvad vi for eftertiden skal bygge. Der er ingen tvivl om, at det er en helt absurd hypotese, men når det kan ske at et hus bliver bevaringsværdigt i det øjeblik det står færdigbygget, ja, så sætter det beboerne i en mærkelig situation”

– Rem Koolhaas

Mange har sikkert stillet spørgsmålstegn ved den hollandske arkitekt Rem Koolhaas’ pludselige og lidt ekstreme fokus på bevaring under hans udstilling ‘CHRONOCAOS’ (part 1, 2, 3, 4) på sidste års arkitektur Biennale i Venedig. Her præsenterede han og OMA hvad han ser som værende en af de væsenligste arkitektoniske og globalt samfundsmæssige problemstillinger lige nu; Spændingsfeltet mellem radikal forandring og ekstrem bevaring. Kritikere vil mene han, med sin udstilling, får det til at lyde som om han er den første, der nogensinde har tænkt over disse problemstillinger og at det er ren iscenesættelse af en ‘star-architect’. Men er det nu også det?

Med udsagnet ‘Vi arkitekter, vi som forandrer verden, har overset eller været fjendtlige over for manifestationer inden for bevaring’ angreb udstillingen ikke kun den del af arkitektstanden der arbejder med restaurering og arkitekturbevaring, men også den del der arbejder med planlægning og nybygning. Ifølge Koolhaas ligger begge disse faggrupper under for en blind fagkonsensus, hvor bevaring og forandring opfattes og tænkes som modstillede og uforenelige størrelser. Han hævder derfor at bevaringsinitiativer i begge lejre bliver betragtet som et forsvar mod forandring, mens forandring omvendt betragtes som en trussel mod bevaringsinitiativer. Dette er nok noget som de fleste studerende kan nikke genkendende til, når de gør sig overvejelser om afdelingerne for kulturarv og bygningsbevaring på arkitektskolerne. Opfattelsen af at man her hovedsageligt optegner gamle støvede kirker og generelt arbejder for bevaring og fredning af stort set hvad som helst, bygger nok mere på fordomme end sandheder. For på disse afdelinger vil størstedelen af de studerende mene, at enhver bygning som skal bevares, må som funktion transformeres så den tjener nogle nutidige formål og ikke blot være en ren ode til fortiden. Men spørgsmålet vi så stiller er: hvor går grænsen mellem bevaring og transformering? Og hvordan gribes denne kompleksitet så an? Transformerer vi ikke uanset om vi fører bygningen tilbage til det oprindelige; giver den et nyt udtryk eller bygger fuldstændigt om? Eller er begreberne efterhånden begyndt at smelte sammen?

Historiske strukturer eller steder bør ikke fornyes, bare for at se ‘pæne’ ud. De bør bevares for at kunne gøre nytte for nuværende og fremtidige generationer, men uden at gå på kompromis med deres integritet. Og der ligger en problematik i hvordan vi bliver enige om hvad historisk forståelse er. Hvis bygninger og arkitektur blot er forgængelig, hvad siger det så om udviklingen og videnserfaringerne? Det er en umulig opgave at bevare alt i fremtiden, men betyder det at man bør lave en historisk oversigt over alle bygningsstrukturer og monumenter? Uden restaurering og bevaring ville vi efterlade fremtiden med bl.a. kolossale vrag af antikke monumenter og forladte industri områder, hvilket ikke ville være særlig bæredygtigt. Men det er en utopi at forestille sig, at vedligeholdelse og restaurering skal konkurrere med den accelererende teknologiske og økonomiske udvikling, der inden for samme periode gentagne gange har omskabt de fysiske og sociale rammer om vores tilværelse.

Koolhaas henviser til Kina som bruger samme kriterier som de vestlige lande for at bevare: det monumentale, det politiske, og det skønne. Han foreslår i stedet en radikal anden tilgang til bevaring, i form af en systematik der vil kunne bevare tilfældige, hele områder. På den måde vil man kunne bevare forskellige former for, og varierede ’lommer’ af arkitektur og liv. Koolhaas har tidligere hævdet – i artiklen af samme navn – at “Preservation is Overtaking Us” (pdf). Her tager han afsæt i et projekt som han lavede i Beijing, hvor de opdeler byen i zoner svarende til striberne fra en stregkode. I hver anden zone skal alt bevares fuldstændigt som det er, mens de mellemliggende kan forandres inden for de næste ti år.

…‘striberne i stregkoderne kan enten bevares for evigt eller blive systematisk udraderet. På denne måde har man vished for, at man bevarer alting på en demokratisk og upassioneret måde – moterveje, kinesiske monumenter, dårlige ting, gode ting, middelmådige ting . Og dermed opretholder en autentisk tilstand.’

– Rem Koolhaas

I artiklen påpeger han udviklingen af vores gennerelle forhold til bygninger, vi vælger at bevare. I 1818 var forståelsen af konservering således at strukturer, der var mere end 2.000 år gamle, skulle bevares; Senere i 1900 tallet skulle disse blot være 200 år gamle, og siden 60’erne er vi kommet helt ned på 20 år eller endda mindre end 12 år. Koolhaas har aldrig foretaget en systematisk, historisk undersøgelse af begrebet bevaring, men han forsøger at gøre opmærksom på, at vi undertiden bevarer, før vi har undersøgt om det enkelte objekt har værdi. Han mener at begrebet er stærkt domineret af et fokus på det autentiske, historiske og det smukke, hvilket for ham synes at være en meget begrænset opfattelse.
Han ser derfor et lyspunkt i at vi de seneste år, har gjort et skift fra kun at bevare gamle eller monumentale bygninger til også at bevare strukturer og sites med mere sociologisk substans, som f.eks. koncentrationslejre, varehuse, fabrikker og forlystelsesparker. Han udtaler derudover at alt hvad vi bebor, er potentielle emner for bevaring.

Den franske arkitektur- og landskabsteoretiker Sébastien Marot’s kommentar til Koolhaas’ pludselige interesse for området, er at han er en meget årvågen observatør af hvad der foregår. Han har altid interesseret sig for videnskab og det ‘forefunde’, ‘the as found’. Han er en afkoder som ser på alt, hvilket gør det nemt for ham at føle han altid har interesseret sig for historien og bevaringsspørgsmål. Og når Koolhaas peger på bevaring som et vigtigt emne, har det noget at gøre med situationen vi står i i dag, og står dermed ikke i modsætningsforhold til hvad han tidligere har arbejdet med. Det Koolhaas gør er muligvis genialt. Den typiske restaureringsarkitekt vil som sagt påstå, at han ikke bidrager med noget nyt til diskussionen – men endnu vigtigere får han alle de andre til at stoppe op og reflektere. Udfra det faktum at udstillingen ikke kommer med nogle generelle løsningsmodeller til problemerne samt fremhæver teorier, som står i skarpt modsætningsforhold til hinanden, kan man konkludere at udstillingen åbenlyst stiler mod at fremprovokere en debat om emnet bevaring. Og hvis man så vil gå op i at han mener han er den klogeste på området, ja så falder man lige i uden at forstå pointen. For det at provokere er mildest talt noget Koolhaas altid har dyrket, og primært for at give et specifikt emne radikal opmærksomhed – og til hvilket synes ham at have være nyttefuldt! Koolhaas er interesseret i at se viden udvikle sig – også selvom den udvikles som en kritik af hans egen position. Alt i alt synes hans interesse for feltet at have bidraget til at aktualisere disse spørgsmål og har placeret dem centralt på den arkitektoniske dagsorden.


2 kommentarer on “BEVARING ER I FORANDRING, kommentar til Koolhaas’ CHRONOCAOS”

  1. Kasper Bejerholm siger:

    Fedt indlæg!

  2. Jeg synes det er lidt uklart om du er enig med Koolhaas eller ej? Jeg synes history repeats itself; ‘fuck the context’ gjorde det samme som jeg synes han gør her. Men hovedsageligt synes jeg at diskussionen omkring tid og junk er den mest væsentlige at tage, for hvordan er det egentligt vores samfund og verdensbilled skal hænge sammen, hvis noget er bevarringsværdigt næsten inden det er skabt? Skal der tages stilling til om det der skal være her skal være et forsøg på god arkitektur eller bare noget hurtigt makværk som skal smækkes op?


Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s