Mur med hus – workshop v/ Poul Ingemann

“Desto flere bindinger desto bedre, er der nul regler: opfind dem, ellers ender det i kaos.

For mig er det det klassiske der holder sammen på skidtet. Symmetri og klare rene rum. Så ved man hvad man har og kan begynde at bryde det ned. Udfordre symmetrien, tippe balancepunktet, sløre og afsnøre akser. Enkelhed, genkendelighed, billede, mønster, gentagelse.

Det kræver naturligvis at man tror på det. At man vælger at hælde til den opfattelse, at der findes et arketypisk udtryk for huset, en slags grundfigur vi i vores kulturkreds har med os i erindringen.

I mine øjne findes der ikke noget mere kedsommeligt end anstrengt forskellighed. Jeg tror på arkitekturen som et kollektivt anliggende, hvor det er det at indskrive sig i noget større end ens egen horisont der batter.”

– Poul Ingemann.

Poul Ingemann afholder hvert år workshoppen ‘A la Gandy‘ med de 2.-års-studerende på KAs afd. 5. Opgaven (på en uge) er at bygge en model i 1:33 af en mur med et hus. Alle husene er i grundplan bygget over den samme figur: en sløjfe der ved at folde et hjørne ind og fæstne huset i det indadgående hjørne skaber en situation, hvor hvert hus får en L-formet gård og samtidig afgiver et rum til fælleskabet, der står i relation til huset selv.

Det er i arbejdet med disse relationer, at husene begynder at sætte sig. De sætter sig ud over den gode smag, og giver plads til forskellige temperamenter, så ethvert hus får sin egen karakter, lidt som os mennesker. Her er ingen arkitektur-dresscode. Det handler om at udtrykke noget klassisk, men ved at vride det velkendte, søge at definere noget nutidigt.

Det er ikke så meget et spørgsmål om holdning eller spørgsmålet om hvad der er god eller dårlig arkitektur. Det handler om hvad der ligger bag det banale. At stille dét dumme spørgsmål, der netop afslører noget fundamentalt i arkitekturen, der går ud over alle spekulationerne.

Samtidig handler det om gården og muren og det offentlige rum. Som når man skeptisk sidder og tegner  figuren igen og igen og opdager hvordan husets og  gårdens relation styrer husets relation til fællesskabet, og hvor symbolsk denne ‘dumme sløjfe’ i virkeligheden er for hvor mange grader af privathed vi som mennesker rummer i forhold til vores omgivelser og den måde vi interagerer med dem. Ligesom det er en del af fornøjelsen at bemærke hvordan årsag og virkning er som et irriterende tyggegummi under ens sko, som man aldrig kan få af.
Sådan som også arkitekturen er det.

I bogen ‘Overgange’, red. Carsten Juel-Christiansen, kan man se Poul Ingemanns egen besvarelse af samme opgave ifm. en opgave stillet af Statens Kunstfond.

KASB ligger inde med denne udgivelse om Joseph Gandy, som undertegnede stærkt kan anbefale, ligesom Aldo Rossis værk ‘A Scientific Autobiography’.

---