AFGANG – På grænsen mellem tomhed og tidslighed


Afgangsprojekt af Ricco Bødker Andersen, Arkitektskolen Aarhus

Iscenesættelser i Danmarks barske grænseland mellem bosættelse, kyst og hav

Introduktion

Havet og byen
Den danske Vestkyst er et grænseområde i konstant forandring. År efter år forandres landskabet af Vesterhavets voldsomme kræfter. Langt mod Nord, og helt ude ved dette grænseområde, ligger en lille by ved navnet Lønstrup, og lidt udenfor byen har der i mange år ligget et gammelt fyr, og en gammel kirke. De er begge placeret lige på grænsen mellem land og vand, og langs den kant de er placeret på, er der et 30 meter langt fald ned til stranden og havet. Stranden er så smal, at den hver dag helt forsvinder, når tidevandet er på sit højeste, og år efter år bruser bølgerne mod skrænten og spiser sig ind i landet.

Iscenesættelse
Naturens foranderlighed og voldsomhed har været sat i spil og dokumenteret af de to bygningsværker. Man kan sige at bygningsværkerne har dannet tidsmålere for sitet, hvor kirken har fortalt en horisontal udviklingshistorie, mens fyret har fortalt en vertikal udviklingshistorie.
I løbet af meget få år vil kirken være helt fjernet, og man har ligeledes troet at fyret fuldstændigt ville forsvinde i sandmasserne. Fyret er derimod begyndt at komme til syne igen, men vil snart stå alene tilbage, som det eneste fastforankrede element, der danner modspil til det foranderlige og dynamiske landskab, der omgiver det.

Projektet tager sit udgangspunkt i dette landskab, og forsøger at skabe en ny måde, hvorpå naturen kan blive iscenesat, dokumenteret og tidsliggjort.

Sammenfatning

Grænsen, fladen og massen
På mange måder er der i landskabet nogle fænomener og tematikker på spil, som vi kender fra arkitekturen.
Disse tematikker er, sammen med landskabets kaos og tidslighed, forsøgt fremhævet med dette projekt:

Landskabets mere permanente flade bugter sig op og ned i form af det enorme hedelandskab. Med fygningen bliver denne flade langsomt overtaget af sandet, som danner en ny overflade, der er i konstant forandring.
Forandringen rammesættes af søjlerne, som i deres enkelthed og præcise opstilling skaber en baggrund, hvorigennem fladens foranderlighed kan aflæses.

Skræntens nedstyrtning danner et snit i landskabet, som gør, at landskabet nu pludseligt kan aflæses som en masse.
Iscenesættelsen af nedstyrtningen fremhæver denne massivitet, ved at dens elementer placeres nede i massen i forskellige niveauer. Havet æder sig ind på massen, og snitter dermed både en del af landskabet og en del af strukturen.

Se mere på www.riccoandersen.dk



Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s