Afgang F2011, del 6: Det nære

I foråret 2011 tog Mikkel Kjærgård Christiansen sin afgang fra Kunstakademiets Arkitektskole i København. Gennem en række indlæg på StudArk.dk vil han, til stor glæde for os andre, dele sine erfaringer fra afgangsprojektet ‘Øjenklinik ved Søerne’.

Indlæggene vil primært fokusere på arbejdsprocessen, idet Mikkels arbejde er et godt eksempel på en metode der har ligget til grund for et velargumenteret, gennemarbejdet og reflekteret afgangsprojekt – og ikke mindst en forståelig og medrivende projektgennemgang. Der vil således, i de forskellige indlæg her på bloggen, være en indbygget tematik der uddyber udvalgte delemner fra programskrivning til den endelige præsentation.

Det er klart at det haptiske spiller en væsentlig rolle når en af de vigtigste sanser, nemlig synet, er svækket. Det havde jeg for øje allerede i programmet, men det blev naturligvis fuldstændig nærværende og rystende relevant efter byvandringen med den blinde mand. Der er dog en væsentlig ting, som jeg ikke fik skrevet ordentligt ind i programmet og som jeg ærgrede mig lidt over undervejs. Det haptiske, altså det nærsanselige, spiller naturligvis en rolle alle vegne. Det gælder for den blinde eller den svagtseende, som jo vandrer omkring i hele byen og ikke kun i en øjenklinik på Frederiksberg, men også for alle os andre. Som øvelse var det dog et yderst velfungerende tankeeksperiment. Ligesom i naturvidenskaben var det også her interessant at kigge på et grænsetilfælde – den yderste konsekvens – for netop at få tingene til at stå klart.

I stedet for at følge skalatrappen og tage et zoomtrin ad gangen lavede jeg et spring fra 1:100 til 1:1 og valgte et par steder, hvor jeg kunne arbejde med mødet mellem materialerne. Jeg skitserede, byggede modeller og tegnede – men først og fremmest gik jeg på jagt efter særlige kendetegn og inspiration i den nære kontekst. Nabohuset viste sig at have en kombination af puds, tegl og glas, som på poetisk vis var både tungt og porøst på samme tid. Jeg tog nedenstående billede og besluttede at der var et stort potentiale at arbejde videre med. Det virkede passende at øjenklinikken lagde sig diskret ind i konteksten af de gamle villaer – så toner og stoflighed måtte hellere end gerne gå igen. Det samme gjaldt forholdet til de træer som stod omkring. Puds blev til in-situ støbt beton i mit tilfælde, men ellers arbejdede jeg videre med de samme motiver. Den rødlige sten, betonen, glasset og træerne i haven – tyngden og porøsiteten.


Interiør af ovenlys i skitsemodel

I ovenstående skitsebog samlede jeg alle detaljeskitser. Mange af dem udspringer af en dialog med ingeniøren om tagløsningen. Men en stor del af dem er skitser til det murværk, som kom til at tegne størstedelen af facaden. Netop fordi hånden spiller så stor en rolle var tegl et oplagt valg. For det første passede dens tone og stoflighed ind i konteksten, men derudover har den som byggeklods netop håndens størrelse. Den er lavet til murerens hånd. Men i det glatte murværk kommer stenens skala kun til syne som todimensionelle pixels på facaden, derfor blev facaden tænkt i et reliefmurværk med skiftevis bredsten og normalsten inspireret af Gottlieb Paludans transformatorstation.

Ved at lade murbjælker agere persienner opnåedes en skærmende effekt både for indkig og direkte sollys. Det gav samtidig en relation til netop den porøsitet der var så fin ved nabohuset.

Studier af teglstenes møde med betonsoklen blev til 1:1 betonstøbninger. Dels en hvor betonen løber om hjørnet. Teglmuren spillede to roller. Nogle steder var den facade, andre steder blot rumdanner i form af en havemur eller indervægge. Derfor besluttede jeg, at relieffet kun skulle være netop der hvor teglene dannede facade. Det betød også at der opstod et hjørne med et møde mellem relieffet og det glatte murværk. Det ønskede jeg skulle udtrykkes i betonsoklen, derfor fik soklen et lille fremspring der hvor reliefmuren står ned på den og ikke nogen detaljer ved mødet med det glatte murværk. Netop der fik soklen en særlig tredimensionel detaljering omkring hjørnerne. For at få et klart billede af hvordan det ville se ud i virkeligheden byggede jeg forme i støbeplade og støbte hjørnerne i 1:1 i beton. Det gav, udover formmæssige detaljering, også et indtryk af betonens farvetone og overflade i forhold til den valgte sten.

Pointen med dette indlæg er at materialer aldrig må være noget der vælges i sidste øjeblik. Det kan ligeså godt være startpunktet. Man kunne, hvis jeg havde set det lidt før, have startet opgaven med billedet af nabohusets ovenlys. Det indeholder formgivning, konstruktion, materialer, men samtidig en mere teoretisk og poetisk nerve. At arbejde på den her måde i en opgave, også professionelt, giver et nærvær både i processen og i det endelige resultat, som er svær at beskrive præcist. Men det er som om projektet eksisterer i den virkelige verden. Det lyder måske søgt. Men skitsemodellerne, lavet af de virkelig materialer, er ikke kun repræsentationer – de ER i princippet hjørnet af huset. I programmet beskrev jeg det haptiske på følgende måde:

”Det haptiske står i kontrast til det optiske, som det kortrækkende til det langtrækkende. Der er altså en klar forbindelse til det jeg tidligere beskrev som sansernes skala. Det haptiske er det nærsanselige og det optiske det fj ernsanselige. Det haptiske er knyttet til kroppen og det optiske til synet. Men der hvor der for alvor sker noget er i blandingerne. Et haptisk billede. I den rene forståelse burde det ikke findes, men øjet har haptiske kvaliteter pga. erfaringen. Vi ved hvordan noget føles når vi ser det. Ligger jeg min hånd her på bordets kant kan jeg mærke temperaturen, den lidt slidte (nu afrundede) kant og materialets overflade – men kun i håndens udstrækning. Det haptiske billede er altså et beskåret billede. Med synet kan jeg kigge rundt langs hele bordet og med den erfaring, jeg lige har gjort, konkludere at følelsen af at røre et andet sted på bordets kant må være nogenlunde den samme. Blikket kan overskue og se konturer, men de haptiske sanser tillægger en stor mængde information. De er forudsætninger for hinanden og ikke modsætninger. Beskæringen står overfor overblikket. Delen overfor helheden. Derfor er det vigtig, i dette hus, at de mennesker som har et begrænset eller beskåret syn kan navigere. Overblikket skal kunne læses udfra beskæringen. Helheden skal kunne forstås udfra delen.” (fra programmet)

1:1-modellen kan agere bordkant og visualiseringen kan tilfredsstille synet – sammen giver de en virkelig og troværdig repræsentation af det arkitektoniske projekt.



Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s