Hvem uddanner arkitekter i Danmark?

Henover sommerferien er der sket en del ændringer på StudArk. Primært bunder disse i en politisk diskussion omkring det forhold at Arkitektur og Design linjen på Aalborg Universitet, i sig selv ikke anses som en arkitektuddannelse. En holdning som understøttes af begge arkitektskoler [AAA og KADK] samt Akademisk Arkitektforening [AA] som generelt arbejder på at styrke vores faglighed gennem den beskyttede Arkitekt MAA titel.

Da redaktionen i foråret 2012 ansøgte om driftstøtte til bloggen fra de tre skoler samt AA, blev vi gjort opmærksomme på dette anspændte forhold. Efter en længere intern diskussion på redaktionen har vi derfor besluttet at ‘koble’ Aalborg skolen af StudArk og redaktionsarbejdet.

Nye tider på StudArk
For mange – og her særligt de studerende i Aalborg som har fulgt bloggen – kan denne beslutning virke hovedløs og unødvendig. Men StudArk har fra sin begyndelse i Marts 2011 været tænkt som en ‘institution’ på skolerne, drevet af studerende til studerende, i samme ånd som f.eks. SPARK, ELF, INSPE og KÅRK. En blog som havde en løbende udskiftning af studerende i redaktionen, i takt med den naturlige udskiftning af studerende på studiet. StudArk er derfor ikke en privat blog, men et forum for skolerne hvor de arkitektstuderende på tværs af afdelinger og skoler kan spare, udveksle og diskutere studiets gang og indhold. Så et samarbejde med skolerne har derfor også hele tiden været et mål for bloggens eksistens. Det er absolut nødvendigt at få helt klare linier omkring økonomi og mulighederne for samarbejde og sparring med skoleledelserne.

Arkitektur og Design i Aalborg
A&D er på nuværende tidspunkt ikke ‘anerkendt’ som arkitektskole, hvilket er et faktum vi må forholde os til. Men det skal selvfølgelig diskuteres hvorfor den ikke er det; eller hvorfor den så gerne vil være det? Som der blev nævnt internt i redaktionen (ifb. med denne diskussion) er vores faglighed jo netop en multifacetteret disciplin, hvor skolen i Aalborg så minder mere om de mere tekniske arkitektskoler man finder omkring i andre lande. På den anden side er der brug for at diskuttere hvad det vil sige at være arkitekt? Er der flere slags? Er det de enkelte studieafdelinger omkring på skolerne som internt skal ‘arrangere’ fagets specialisering, eller er det op til de enkelte skoler?

Skal man sætte det helt firkantet op; Hvordan ville diskussionen så se ud hvis f.eks Syddansk Universitet, Kolding Designskole og VIA University også fik oprettet arkitekturlinjer? Hvor mange arkitektuddannelser har vi egentlig plads til i Danmark, i en branche som allerede lider under stor arbejdsløshed?

Der er ingen tvivl om at det er en meget bred diskussion, som først og fremmest skal føres på et højere plan end i et forum for arkitektstuderende.

En udfoldelse af diskussionen
Jakob Franijeur lavede i november et indlæg her på bloggen om Arkitekt- og Designskolerne som flyttede fra Kulturministeriet til Undervisningsministeriet (læs indlæg her). Han lagde en podcast op fra Kulturkontoret på P1, hvor Carsten Thau (professor ved Kunstakademiets Arkitektskole) Christoffer Harlang (professor afd. 4 KADK), Mette Carstad (formand for Arkitektforbundet) og Karen Blincoe (formand for Danske Designere) var i studiet til en snak om sammenlægningen. Diskussionen lagde ud med ‘Er arkitektur ikke længere kunst, opfattes det ikke længere som et kulturbærende fag?’. Her diskuterer de bl.a. hvordan arkitektuddannelsen adskiller sig fra ingeniør- og kontruktøruddannelsen. Hvis man vil gå længere ind i hele denne diskussion, er denne podcast helt oplagt lytte til.


2 kommentarer on “Hvem uddanner arkitekter i Danmark?”

  1. Troels Heiberg Frandsen siger:

    Der er ingen tvivl om, at det er en meget bred diskussion, som først og fremmest skal føres på skolerne og af de arkitektstuderende.

    Hvorfor er der pludselig en så udtalt berøringsangst – blandt arkitektstuderende – for at tage fat i en af de vigtigste studenterpolitiske diskussioner, der er. Ja, for at diskutere ethvert politisk emne, kunne man mene.
    Hvis ikke vi som arkitektstuderende skulle diskutere det iblandt os, hvem skulle så? Hvis ikke vi som arkitektstuderende begynder at italesætte, diskutere og have holdninger, hvornår skal vi så begynde? Når vi er færdige arkitekter? Når vi fylder 30, 40 eller 50 år? Når vi har fået et professorat og en platform at udbrede os fra?
    Nej, nu! Hvis ikke vi tager det seriøst, og diskuterer den politik, der både berører og som vi kan forme, så fjerner vi os fra den verden vi skal bygge i og påvirke gennem vores fag. Så bliver vi ikke bare dårlige arkitekter – så bliver vi ikke-arkitekter.
    Hvad er det for ‘et højere plan’, diskussionen skal føres på? Er det djøfferne i ministerierne? Er det skolernes bestyrelser? Eller er det ude på tegnestuerne?
    For findes der et forum, som er bedre til at dissekere ‘brede diskussioner’, end de arkitektstuderende på arkitektskolerne og på deres fælles forum på nettet?
    Nej, vel?

  2. Andreas siger:

    Nu har man jo så fjernet Aalborg fra bloggen, så er der jo heldigvis ikke meget at diskutere 🙂


Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s