Exchange student – Universität der Künste, Berlin.

SpArk Spurgte Halfdan Trolle, der er elev på Aarhus arkitekt skole, til en samtale om hans udvekslings tid i Berlin på Universität der Künste. Som svar på vores noget stiv og fyrkantade spørgsmål fik vi en fantastisk essay og fire gode fotografier for at komponere med.

BahnAlex

BahnS41

Indtil farverne kommer

En tekst om et semester på Universität der Künste, Berlin.

Jeg kan høre alarmklokkerne ringe. Jeg kan mærke pulsen stige to trin, umiddelbart før man bryder overfladen. Asfalten bevæger sig frem i hovedet fra de tusinder af køretøjer, der er over mig.

I et rum sidder to mennesker. Det er nøgternt rum, men også aparte i sit misforhold mellem store armbevægelser og et lille publikum. En slags klassicistisk universitets joke. Bare fordi man kunne. Huset befinder sig antageligvis på en akse, men man ser på planen, at det er en smule drejet i forhold til de omkringliggende gader. En stædig gestus, som taler om sin egenart. Om en samtid, der er forbi. Byen ynder dette – at fortælle dig noget, men ikke det hele. Den er i øvrigt ligeglad med hvad du syntes, siger den en torsdag aften på telefonsvareren.

I et rum sidder to mennesker, uden at sige noget. De skærer ting i stykker. Sætter dem sammen. Siger ikke noget. Absolut intet. Der er noget på færde. Sætter strøm gennem afhuggede maskiner, og springer relæerne. Den gamle bygning sukker, og strømmen slukkes langs østfløjen. Omvendt salto lige ned i vippen.

Et andet sted i byen går det op for nogen, at der aldrig er mere end 5m til den nærmeste rotte. “Egern er lidt ligesom rotter, bare med buskede haler. Rotter er udpræget mere intelligente.” På Warschauer Straße station – en manifestation af den smeltedigel byen rummer. En skræntende togbro ud i ingenmandsland. Et fabriksområde, der er fyldt med idioter på kokain. BASF bygningen – hvis øvre del på imposant lækker postmodernistisk facon markerer sin tilstedeværelse i
horisonten. Spree der lydløst driver forbi, med sit gråbrune vand.

Hvis man tager s-bahn fra Warschauer Straße kan man køre ud til en skov nogle kilometer væk, hvor der findes høje fyrretræer. Der var engang en mand i byen, der fik dette at vide. Han var skræmt af ideen, af mødet med byens grænse. Måske mest for at være alene et sted, hvor man ikke var tilgængelig. Eller uundværlig. Alle er tilgængelige, og undværlige, hele tiden, over det hele på disse gader. Byen åbner for sine rationaler på den måde. Som den midaldrende dame, der sidder overfor mig på toget, og læser Fifty Shades of Grey. Modsat retning af fyrretræerne. Det er overskyet for trettende dag, så jeg er ligeglad. Jeg har noget jeg skal nå, men jeg har glemt hvad det var.

Samtidig i et andet land sætter nogle mennesker sig ned. De har et forehavende. De laver en ide storm – et såkaldt mindmap. De taler. De drikker kaffe. Kaffe. Meget af det. De får mange ideer, mens de slikker hinanden på håret. Utroligt, så mange ideer de får sig. De vælger nogle af dem og tager et A2 papir. De skærer det ud i mindre stykker, regelmæssigt og præcist eksekveret. Menneskene tager en sprittusch. De skriver midt på et af papirene: “DEN KREATIVE PROCES”. På de andre papirer skriver de mange ord om den kreative proces. Ord som metodik, syntetiserende, parameter, perception. Et system opstår fra siderne. Systemet er rationelt, og nøje afmålt. Systemet godtages som en standard for den kreative proces. Systemet bringes videre til andre mennesker. I store mørklagte rum kortlægges ruterne af den kreative proces. I rummene klappes der, idet systemets præsentation er tilendebragt. Menneskene tager deres frakker på, og forlader rummet. Et andet sted, i en anden by, står endnu andre mennesker. De skriver på en væg: KREA – Kæmpe Rød Erektion Altid.

Strømmen er igen blevet tændt i den klassicistiske bygning på Hardenbergstraße. Der høres ikke anden lyd end en klapren fra den nu nedstyrtede Braun x204 bordblæser. Ynkeligt rullet ind i den fiskesnøre, der holdt den i luften. Menneskene sørger for at dokumentere maskinens møde med bevidstheden – på vej mod væggens bløde favn. De kigger på den. Herr Fleischer. Lugten af metal, kobber, plastik og valkyriernes ridt breder sig. De tager et billede af det, og rummet bliver i et øjeblik hvidt. På den måde hvor alle detaljer udviskes, og kun lydene står tilbage. Den underlige manglen på tyngde, der rammer når man står op og sover.

Sikringerne knitrer. 31min. Jeg husker det. Jeg skal bevæge mig nu. Kroppene rusker. En hav af lemmer i fuld styrke. Dørene går op for metrotoget på U1-linjen. Jeg skal i skole. Det er mandag morgen.

BahnU1 

BahnS42

-Om ni er intreserade i mer info om Halfdan eller Projektet, kige på Parasites .
Detta är en del i ett projekt om Udvekslingsstuderandes upplevelser. Projektet drivs av SpArk fra Aarhus arkitektskole.

Alla bileder tillhör Halfdan Trolle.



Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s